En presset læge er muligvis skyld i, at en ung mand ikke undersøges på den rigtige måde. Og det får fatale konsekvenser. Drama, nærmest klinisk social realisme, til et voksent publikum.
På Herlev Sygehus møder den erfarne og dygtige læge Alex ind til en vagt på neurologisk afdeling. Der er travlt og der en ung læge med, som får et større ansvar, end hun umiddelbart kan klare. Så Alex tager flere og flere opgaver på sig for at løse det hele. Da hun skal tilse en ung mand kommer hun, muligvis, til at overse nogle symptomer. Den unge mand udskrives, men på vej ud af hospitalet vælter han omkuld. Han har fået en hjerneblødning. De ulykkelige forældre forstår intet og Alex mærker den dårlige samvittighed snige sig ind: For har hun gjort noget forkert? En film om flere typer af ofre.
Som en skalpel skærer filmen gennem tilskuerens forsvarsværker. Filmen rammer hvor det gør mest ondt, der hvor vi er pressede og måske træffer forkerte beslutninger. Også et vigtigt indspark om vores sundhedssektor. Visuelt er filmen overdådig. De lange kamerature, den klaustrofobiske og tryggende følelse og oplevelsen af at være i en labyrint på flere planer, formidles fornemt. Men filmens helt store triumf er skuespillerne og instruktørens måde at arbejde med dem på. I hovedrollen som Alex er Özlem Saglanmak formidabel, men alle andre medvirkende, gør det også fremragende.
Et andet intenst bud på en dansk produktion om livet på et sygehus er Riget.
Fremragende, bør stå i alle samlinger.