I en forbandet verden, hvor døde guders blod bruges som valuta og brændstof, lever efterkommerne af "den første civilisation" under jorden. Som Voidwrought, skabt af guddommeligt blod og kaos, sendes du ned i ruinerne for at besejre de gamle guder. Fra 12 år.
Voidwrought er et 2D action-platformspil, i metroidvania-stil. Som en Voidwrought sendes spilleren ned i ruinerne fra en svunden civilisation for at besejre resterne af de gamle guder. Undervejs lærer man nye færdigheder, finder skatte og lærer mere om den fortabte civilisation, hvis ruiner man langsomt udforsker. Spillets omgivelser er en stor del af oplevelsen, da de er smukt håndtegnede og giver spillet en både trist og dyster stemning, der passer godt til temaet. Spillets action er hurtig og varieret, med mange forskellige bosses at besejre.
Det vrimler med spil i metroidvania-genren for tiden og det kan være svært at skille sig ud fra mængden. Voidwrought's grafik og kampsystem, hvor man bliver skubbet lidt bagud hver gang man slår, giver spillet noget unikt i forhold til lignende spil. Dog taber spillet hurtigt historien af syne og når spillet er gennemført efter ca. 8 timer, har man glemt hvad det egentlig handlede om. Er man fan af genren er Voidwrought dog et af de bedre af slagsen, især hvis man er til spil med et dystert tema. På engelsk. PEGI 12.
Spillet låner flere elementer fra andre spil i genren fx Hollow knight (Nintendo Switch).
Voidwrought er et glimrende spil i sin egen ret. men der er mange andre spil på markedet i samme stil. Kan undværes i mindre spilsamlinger med fokus på mainstream titler.