Rachel elsker sit stille liv i den skotske landsby, New Dunbar. Hun arbejder i boghandlen, som ligger i det fyrtårn, der engang hørte til byens gods. Da ejeren dør, viser det sig, at tårnet gemmer på en både storslået og tragisk hemmelighed. For fans af landsbyhygge og gamle familiehemmeligheder.
For fem år siden ankom Rachel til den idylliske skotske landsby uden andet end et faldefærdigt folkevognsrugbrød. Hun taler aldrig om sin fortid, men har fundet sin plads blandt byens indbyggere og især boghandlens loyale kunder og ejeren Cullen. Journalisten Toby er kommet til New Dunbar for at skrive en bog om sit liv, og den hjemløse pige Gilly vil bare gerne være i fred. Alt ånder fred og fordragelighed undtagen, når naboerne Ezra og Edie skændes, så det brager. Da Cullen falder om midt i boghandlen, viser det sig at tårnet gemmer på både en historisk sensation og en tragisk hemmelighed.
Skøn, skotsk landsbyhygge i et indtagende landskab komplet med hyggelige landsbybeboere, søde kærlighedshistorier og en gammel familiehemmelighed. Der er lidt mere alvorlige emner på spil som fx hjemløshed og partnervold, men uagtet dette er Sharon Gosling garant for en indtagende og varm roman, præcis som i hendes tidligere roman Huset for foden af klipperne.
Boghandlen ved midnatstid handler også om en hyggelig, skotsk boghandel.
Anbefales bredt indkøbt og formidles til både feel good-læsere og fans af bøger om historiske familiehemmeligheder.