En favela er et slumområde i en brasiliansk storby, hvor indbyggerne ikke automatisk har adgang til rent vand, ordentlige toiletter og mange andre ting, som vi i vores del af verden tager for givet. Let fagbog for 11-12-årige.
Med udgangspunkt i FN's verdensmål omkring bæredygtig udvikling zoomes der i denne bog ind på Brasiliens favelaer, som er slumområder, hvor mange mennesker lever uden adgang til basale fornødenheder. Bogen fortæller om, hvordan det er svært for indbyggerne i favelaerne at få adgang til rent vand, strøm, ordentlige toiletter mv., fordi myndighederne i Brasilien ikke er forpligtede på at levere disse fornødenheder til indbyggerne i favelaerne. Derfor opstår der stor ulighed i landets storbyer. Heldigvis er der nogle sider til sidst i bogen, der handler om, hvordan nogle indbyggere i favelaerne selv arbejder på at lave løsninger, der kan give håb for fremtiden i disse områder.
En vanvittig flot og meget velfungerende fagbog, der ud over tekst og billedside også har et digitalt lag, som kan tilgås ved hjælp af QR-koder, som kan scannes med telefonen. Her kan man se små videoer med yderligere udfoldelse af de emner, som behandles i de enkelte kapitler. Det fungerer virkelig godt og gør bogen meget velegnet til brug for skoleopgaver om FN's verdensmål.
Hvis man vil læse mere om ulighed og de udfordringer, som mange indbyggere i nogle af verdens største byer oplever, kan man læse Megabyer.
Bogen anbefales på det varmeste indkøbt til både PLC og børnebiblioteket.