Pernille Fischer Christensen er uddannet fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 1999 og gjorde sig bemærket med den fine novellefilm Habibti min elskede, 2002 om en muslimsk kvindes forbudte forhold til en ung, dansk mand. Derefter fulgte den egentlige debut med spillefilmen En soap, 2006, hvis fine kammerspil vakte international opmærksomhed, og filmen fik fortjente priser ved den internationale festival i Berlin. Fischer Christensens opus 2, Dansen, 2008, er ligeledes et fortættet drama, der henvender sig til et voksent publikum med interesse for nye danske film med vilje til mere end blot at underholde.
Annika er godt over de tredive år og ved at gå i frø. Hun driver en danseskole sammen med sin mor og har ikke rigtigt noget privatliv. Men da Annika møder den mutte, fåmælte elektriker Lasse, blomstrer hun op og indleder et forhold til håndværkeren. Selv om hun ved, at målet for hendes kærlighed har en fængseldom for voldtægt!.
Karakteren Annika er i slægt med Bangs Irene Holm, og her er virkelig tale om stille eksistenser og et højst umage par, der ikke ulig en anden litterær reference, nemlig D.H. Lawrences Lady Chatterleys elsker, oplever den fysiske kærligheds berusende besættelse.
Dansen må generelt siges at være en skuffelse efter den lovende debut med En soap. Man får trods eminent spil af især Trine Dyrholm aldrig for alvor fat på personernes motiver og dybeste bevæggrunde, hvorfor de forbliver postulater. Interessant, men ikke vellykket.
