Da Dans forældre, Beate og Michael, skal skilles, går familien i opløsning, og familiehemmelighederne vælter ud af skabet og frisætter mange års fortielser og dæmoner, som ikke så let lader sig tæmme igen. For læsere af psykologiske familiefortællinger.
For Dan kommer det som en overraskelse, da hans forældre pludselig skal skilles efter mange års ægteskab. Teenagedrengen, som bliver efterladte hos sin sønderknuste mor, Beate, begynder at bore i forældrenes fortid og i et hemmeligt rum i kælderen, der viser sig at gemme på en grum familiehemmelighed. Faren Michael forsvinder ud af billedet, gifter sig med den unge Alma og får datteren Hannah. Som voksen fatter Hannah interesse for sin halvbrors historie og de fortielser, som stadig lurer under overfladen i familien og tilmed har haft ødelæggende konsekvenser for Dans liv.
Bent Haller er kendt og elsket for sine danske slægtsfortællinger, og i denne tilføjer han elementer af horror og spænding, som driver den velskrevne fortælling sikkert frem mod en overraskende kulmination.
Lotte Kirkebys Resten af sommeren har også et brud mellem forældre som udgangspunkt, fortalt fra børnenes perspektiv - dog med fokus på andre tematikker og anden stemning.
Anbefales til alle biblioteker - i antal efter interesse for forfatterskabet.