Kort, spændende roman om tre børn, der uventet bliver venner og sammen forsøger at opklare mysteriet om et nedstyrtet fly fra 2. verdenskrig. For 10-13-årige.
"Den forsvundne skat" er en del af serien "Læsbar. Fiktion. Mellemtrin". Da den nye dreng Mike starter i klassen, får Theo - der ellers helst er alene - en uventet ven. Sammen møder de den gamle mand Alfred og hans barnebarn Liv, og et forsigtigt venskab opstår mellem de tre børn. De deler nemlig en fælles interesse: Alfreds påstand om, at han kender stedet, hvor et fly styrtede ned under 2. verdenskrig, og hvor der måske gemmer sig en skat. Spørgsmålet er, om børnene kan finde den. Bogen har lix 13.
En spændende og velskrevet kortroman, udviklet i tæt samarbejde mellem forfatterne og 10-13-årige ungekonsulenter. Layoutet er enkelt med korte kapitler og overskuelige afsnit, som gør bogen lettilgængelig. Forsiden signalerer både eventyr og mystik og vil tiltale læsere, der søger en hurtig, dramatisk fortælling.
Rutsjebane er en anden letlæst og spændende fortælling om at være lidt anderledes.
Anbefales til både skole- og folkebiblioteker.