Rejs 4,6 milliarder år tilbage og oplev, hvordan livet på Jorden har udviklet sig frem til i dag. Med farvede illustrationer bliver Jordens evolutionshistorie forklaret lige fra mikroskopiske bobler til enorme dinosaurer og dig. Til læsere fra 9 år, der er nysgerrige på evolutionsteorien.
Bog i stort format (31x26 cm) med illustrationer i farver og forklarende tekst, der formidler den geologiske tidsskala og Jordens 4,6 milliarder år lange evolutionshistorie. Bogen har indholdsfortegnelse, tidslinje og bagerst findes liste over nyttige ord at kende. Bogen fortæller bl.a. om Charles Darwin, kulstofkredsløb, bakterier og de første komplekse dyr. Den slutter rejsen med menneskets indtræden på scenen og et vue ud i fremtiden.
En virkelig smuk og iøjnefaldende forside. En flot bog, som formidler livets opståen på en flot og overskuelig måde. Bogen er spækket med flotte farverige illustrationer og teksten er brudt op i mindre afsnit. Det er en bog med meget på hjerte, som formidler svært stof med mange svære fagbegreber og navne, men den kommer godt i mål.
Er man nysgerrig på mere viden om evolutionsteorien, kan man også kaste sig over Længe leve evolutionen.
En enormt flot bog, som med sit blikfang vil give et godt træk over mod de naturvidenskabelige hylder på såvel skole- som folkebiblioteker.