Endelig! Lykken : og mit forsøg, i 2022, på at udholde smerten ved tidens rasen

Autobiografisk roman om, hvilken rolle hukommelsen spiller i forhold til, hvordan vi skaber vores eget liv. Dag Solstad skriver bl.a. om sit politiske ståsted som kommunist allerede som barn og om storebroren, der drager til søs som 16-årig. Til læsere af livshistorier og velegnet til læsekredse.

Med denne roman afslutter Dag Solstad sit 50-årige forfatterskab med en skildring af perioden fra sin tidlige barndom til faderens død i 1953, hvor Dag er 11 år. I begyndelsen af romanen er omdrejningspunktet Dags politiske ståsted som kommunist, som bør skjules for den dødsmærkede far. Undervejs beskrives legekammerater, forældrenes gentagne konkurser, deres ægteskab, storebroren Cato og Dags distancerede forhold til moren. Det er den over 80-årige forfatter, der beskriver den purunge Dags liv - han korrigerer løbende sine erindringer.

Fin, lille erindringsroman af en af de store norske forfattere i nyere tid. Faderens tidlige død har præget den præpubertære Dag i en særlig grad, som han først i sin alderdom synes at erkende. De løbende korrigeringer af den umiddelbare hukommelse er morsomme og tager brodden af de store omvæltninger, den unge Dag har stået i. Det er en genistreg, at forfatteren ikke uddyber det problematiske forhold, som begge sønner har til moren. På den måde står dette uforløste forhold klarere både for os som læsere og for Dag.

Minder både i stil, indhold og form om Store Kongensgade 2316-07-41. I romanen 16-07-41 skriver Solstad også om sin barndomMinder både i stil, indhold og form om Store Kongensgade 23. I romanen skriver Solstad også om sin barndom.

Anbefales bredt indkøbt.

Læs hele vurderingen