Detaljeret beretning om AGF's historiske mesterskabssæson 2025-2026. Bogen kan læses af AGF-fans, men også andre med interesse i dansk fodbold.
De tre journalister, Dennis Bjerre Christiansen, Kim Robin Graahede og Mathias Maznikar-Hansen skildrer i denne bog AGF's vej til klubbens første danske mesterskab i 40 år. Bogen gennemgår alle AGF's kampe i sæsonen 2025-2026 og bygger på forfatternes mangeårige dækning af klubben for Århus Stiftstidende. Gennem 32 kapitler fortælles historien om spillerne, trænerstaben og ledelsen, der sammen skabte en overraskende triumf trods begrænsede økonomiske ressourcer og stor skepsis ved sæsonstart. Ud over kampenes forløb giver bogen indblik i centrale begivenheder omkring klubben, herunder trænerskiftet fra Uwe Rösler til Jakob Poulsen samt de personlige historier, der har præget flere af spillerne. Fortællingen kombinerer sportslige højdepunkter med portrætter af de mennesker, der bidrog til mesterskabet.
Forfatterne har et indgående kendskab til AGF og giver med denne bog et grundigt indblik i klubben og mesterskabssæsonen 2025-2026. Opbygningen med et kapitel pr. kamp skaber en fin struktur og giver plads til både analyser og personlige fortællinger. Samtidig formår bogen at sætte mesterskabet ind i en større historisk sammenhæng ved at koble triumfen til klubbens lange ventetid på succes.
Et indblik i en anden superligaklubs historie findes i Vi står her stadig.
Bør købes til alle biblioteker.