På en gård i en fransk provins langt fra alting går en familie med tre små børn i opløsning efter år med hustruvold og angst. Romanen er en perle for læsere af biografisk erindring og kvindeskildringer.
Romanen er inddelt i tre afsnit. Hoveddelen skildrer en weekend i 1967 for en kvinde, forfatterens selvbiografiske karakter. På gården passer hun hus og tre børn. Hendes mand tager sig af gården med produktion af Saint-Nectaire oste. Hverdagen er gennemsyret af hans vold og herskertyranni over hende, og livet er præget af angst og usikkerhed. En dag besøger de hendes familie i Fridières, og hun beslutter at tale højt. 2. del er fortalt af ham i 1974, og sidste del af datteren Claire som voksen i 2021, da hun undersøger kilderne og tager afsked med gården.
Et knugende og grumt billede af en kvinde i krise, i et voldeligt ægteskab. De bare 99 sider udfolder en stærk psykologisk handling med en underliggende tone af skam og fortielser. I den flerstemmige fortælling på tværs af tid giver stemmerne tilsammen en urovækkende indsigt i, hvordan erindring og arv sætter dybe spor i nye generationer. Marie-Hélène Lafon skriver med en særlig sans for kvindekarakterers psyke og sorger, der gør livet klaustrofobisk indtil fortielserne brydes.
Annie Ernaux har lignende erindringsværker om kvinder indelukket i en livskrise fx SkammenTing jeg ikke vil vide. En lignende erindring på tværs af tid er Ting jeg ikke vil videAnnie Ernaux har lignende erindringsværker om kvinder indelukket i en livskrise fx Skammen. En lignende erindring på tværs af tid er .
Lægger sig i strømmen af feministisk litteratur, og anbefales indkøbt til alle biblioteker.