Mange børn har haft en lærer, de aldrig glemmer. Denne film følger én af dem, Ilkay Idiskut, der er lærer i en multietnisk 2. klasse i et af Wiens arbejderkvarterer. Filmen skildrer hendes empatiske og indlevende undervisning gennem 3 år. For interesserede i skoleliv, børneliv og integration.
Dokumentarist Ruth Beckermann har denne gang skildret en 2. klasse på en skole i Wien. 60 procent af eleverne i Wiens folkeskoler er tosprogede og skolesystemet oplever en akut mangel på lærere. Over 3 år følger vi klasselæreren Ilkay Idiskut og hendes indædte kamp for at møde sine elever i øjenhøjde og med empati og engagement lære dem at begå sig i det tyske sprog og samfund. Ilkay er en fantastisk lærer, intens, varm og tålmodig, men også fast og vedholdende, når hun udfordrer børnenes verdensbillede gennem nysgerrighed og dialog.
Som fluen på væggen inviteres vi ind i alle aspekter af Ilkay og børnenes hverdag. Undervejs får eleverne udleveret IPhones, så de selv kan optage sekvenser til filmen. De scener står skarpt med deres ufiltrerede overvejelser om alt mellem himmel og jord. Filmens store temaer som integration, menneskesyn og religion berøres dog kun kort, fokusset er på Ilkay og børnenes relation.
Minder lidt om serien "Lysets engle", der følger en gruppe elever i Afghanistan; Lysets engle - Afghanistans børn. Kapitel 1 : Hvilke former har I set i skyerne?.
Rørende og hjertevarm dokumentarfilm, der anbefales til større filmsamlinger. Er også tilgængelig på Filmstriben.