En film for folk der elsker familiekrøniker og (moderne) slægtshistorier i den seriøse ende.
Carlo (Vittorio Gassman), som er filmens hovedperson og omdrejningspunkt fødes i 1906. Vi følger hans liv gennem hans opvækst og privilegerede voksenliv i familiens fine Rom-lejlighed indtil han som 80-årig enkemand i 1988 samler den nu mere spredte slægt til fælles fotografering. Imellem disse årstal udspænder sig en kalejdoskopisk episodisk slægtshistorie, hvor børn, onkler og svigerfamilie i takt med tidens udvikling passerer forbi lejligheden, hvor hele filmen foregår, omkring hverdagsliv, højtider og andre mærkedage. Denne brogede og charmerende prisbelønnede skildring ledsages af et bittersødt drama omkring Carlos livslange forelskelse i konens søster Adriana (Fanny Ardant), som han havde et forhold til i ungdommen. Hun lever en mere glamourøs tilværelse som koncertpianist med base i Paris.
Ettore Scola er en af Italiens store instruktører med mange film bag sig. Filmen her er en familiekrønike, der kan lignes med en italiensk udgave af den "fine" familiedel af Matador eller Fanny og Alexander tilsat italiensk temperament. Scola er herhjemme nok mest kendt for biografsuccessen Le bal fra 1983.
En film om en italiensk mand og hans slægt op igennem 1900-tallet i Roms bedre cirkler berettet i bedste europæiske filmiske fortælletradition. Den velfortalte historie har nogle af periodens bedste italienske skuespillere i de bærende og velspillede roller.