Malle er forelsket i Oliver fra klassen - og følelserne er gengældt! Men hvordan får man lige tid til både en kæreste, sin bedste ven og sin allerstørste passion, dans? Roman om venskab, kærlighed og om at tro på sig selv. For 9-12-årige.
Malle elsker at danse hiphop sammen med sin bedste veninde Karla. Men hun er også vild med Oliver fra klassen, og da han spørger, om de skal være kærester, er lykken gjort. Pludselig fylder Oliver alt, og Malle får svært ved at fokusere på andet. Men midt i forelskelsen glemmer Malle lidt det, der ellers betyder mest: sin bedste veninde og det vigtige sjællandsmesterskab i hiphop, som nærmer sig med hastige skridt. Samtidig gør klassens dronning alt for at ødelægge Malles lykke. Snart begynder den lyserøde sky at slå revner, og før Malle ved af det, står hun helt alene. Måske har hun taget det vigtigste for givet? Malle Riemer er kendt fra YouTube og TikTok. Dette er hendes debutroman.
Super sød fortælling om den første forelskelse, usikkerhed, dans, venskaber og selvkærlighed. Bogen har en indbydende forside i pastelfarver med glimmerdetaljer. Gennem bogen er der løbende sort/hvide illustrationer og små doodle-detaljer. Sproget er flydende, nutidigt og tro mod aldersgruppen.
Læsere vil måske også kunne lide bøgerne om influencerne Jas og Mika, der starter med Jas & Mika - kærlighed ved første klik.
Anbefales indkøbt til både biblioteker og skolebiblioteker. Malle Riemer er en kendt figur hos mange børn.