Vil man frem må man lære spillets regler. Det forsøger Jan Dite i Jiri Menzels pragtfulde tjekkiske satiriske fortælling om kærlighed og bureaukrati.
Jan Dite er lille af størrelse, men har høje ambitioner. I 1930'erne starter han som pølsesælger i Prag. Da han får job som tjener møder han den rige Walden, der lærer ham om, hvordan man får mønter gjort til store sedler. Mødet med bordelpigen Juraska får ham til at se verden med nye øjne, og karrieren får et løft, da han bliver tjenerelev på det fornemme hotel Paris. Her lærer overtjeneren, der engang serverede for den engelske konge, ham alt om fagets finesser. Under krigen møder han den ariske Liza, men chancen for at bruge hendes penge til at købe et hotel forstyrres af det nye kommunistiske regime.
Jiri Menzel var ved siden af Milos Forman den centrale instruktør i 1960'ernes tjekkiske ny bølge. Han slog internationalt igennem med den Oscar-belønnede poetiske Skarpt bevogtede tog, 1966. Hans skarpe politiske satire Lærker i snor, 1969 blev forbudt og først udsendt i 1989. Menzel blev i Tjekkiet, hvor han siden lavede en række både menneskelige og politiske satiriske film. Denne film hører til disse, og historien om den lille mands møde med bureakrakiet er en perlerække af komiske situationer med slet skjulte politiske undertoner.
Menzel skildrer Jan Dites liv over en 20-årig periode med spring mellem hans ungdom og 15 års senere liv efter et fængselsophold. Det er en underfundig og underholdende film.