Astrid er flyttet op i bjergene, flygtet fra sit gamle liv og alle minderne om den familie, der var engang og som døden tog. I bjergene gemmer flygtningen Soraya sig. For læsere, der holder af skæbnetunge romaner med fint sprog.
Astrid er 37 år, gift og mor til to. Eller det var hun - nu er hun helt alene. Hendes familie er omkommet i en ulykke, og derfor flytter hun til en lille bjerglandsby. I de sneklædte bjerge gemmer Soraya sig, en syrisk flygtning, der håber at få asyl i Frankrig. Hun har været undervejs i månedsvis og i Sorayas mave vokser "tingen", en evig påmindelse om det overgreb, hun har været udsat for.
Det er en meget fin roman, langsom og sanselig. De to skæbnefortællinger er godt afbalanceret, og selvom handlingen er barsk og de to kvinders historie voldsom, er det netop menneskeligheden mellem dem, der bærer denne roman. Der er mange litterære citater og det giver en ekstra dimension til læseoplevelsen, sammen med de mange spring i tid.
Vand til blomsterDu må ikke dø har samme stilfærdige sprogtone og samtidig har hovedpersonerne i de to bøger et skæbnefællesskab. Den anden hovedpersons historie, bliver i nogen grad spejlet i Du må ikke dø, der ligeledes er en beskrivelse af livet på flugt fra krigVand til blomster har samme stilfærdige sprogtone og samtidig har hovedpersonerne i de to bøger et skæbnefællesskab. Den anden hovedpersons historie, bliver i nogen grad spejlet i , der ligeledes er en beskrivelse af livet på flugt fra krig.
Anbefales til alle biblioteker i flere eksemplarer, for den er interessant for en bred læserskare og er en rigtig mund-til-mund-læseranbefaling.