True crime-forfatteren Ernst B. Jensen bor på hotel Engel tæt på Rundetårn. Tårnet er omdrejningspunkt for både en række uopklarede seriemord og Ernsts forfatterkarriere. Sammen med skolelæren Nina prøver Ernst at finde ud af, hvad der egentlig er sket. For læsere af danske krimier.
En gerningsmand har gennem årtier begået bestialske mord på unge piger, der alle er fundet udsultede og døde for foden af Rundetårn. Tæt på tårnet ligger det familiedrevne Hotel Engel, hvor sønnen Carl havde en relation til en af de myrdede piger. Ernst B. Jensen er fast beboer på hotellet og true crime-forfatter. Alle hans populære bøger drejer sig om de myrdede piger, som han ikke rigtig kan slippe. Da skolelæren Nina, en stor fan af Ernst, indlogerer sig på hotellet, danner hun og Ernst hurtigt et umage makkerpar i jagten på sandheden om, hvad der egentlig skete med pigerne. Men deres nysgerrighed får lige pludselig konsekvenser, da endnu en pige forsvinder. Bogen er den første i en planlagt serie.
Velskrevet krimi med et plot, hvor det er svært at regne ud, hvem der er den skyldige. Samtidig er personerne tilpas karikerede, til at det ikke bliver for meget, men i stedet giver et pift af underspillet humor til fortællingen.
Andre krimiserier med et lidt karikeret persongalleri kombineret med humor er fx Linse Kessler og Lukas Birchs serie: "En krimi fra Bryggen", hvor Liget ved Langebro er den første.
Indkøb anbefales til alle biblioteker i et enkelt eksemplar.