Stjerneskuespilleren Lillian Hall indser midt i prøverne til en forestilling at hendes pludselige glemsomhed skyldes demens. Det bliver en hård kamp med tiden. For alle der holder af Jessica Lange og et drama, der kan få tårerne frem.
Den succesrige skuespiller Lillian Hall (Jessica Lange) er aldrende og i gang med prøverne til Tjekhovs "Kirsebærhaven" på Broadway. Det bliver en svær proces, på grund af Lilians begyndende demens. Hun hallucinerer og glemmer både replikker, tid og sted. Stykkets instruktør, teaterlederen og Lillians læge bliver bekymrede. De har en dubleant klar hvis Lillians helbred skulle svigte. Assistenten Edith (Kathy Bates) og naboen Ty (Pierce Brosnan) går langt for at hjælpe Lillian igennem kampen, hvor også hendes datter må erkende at Lillian snart vil være udenfor rækkevidde. Instrueret af Michael Cristofer.
Trist og troværdig film om hvordan demens forstyrrer en topprofessionel skuespiller. Jessica Lange leverer en stjernepræstation som den symptomplagede skuespiller, der bliver berørt og forvirret af sit svigtende helbred. Filmens bærende appel er det voksende mørke, som formidles blændende både gennem prøverne til "Kirsebærhaven" og de omgivende karakterers voksende fortvivlelse.
Kan sammenlignes med de største af Jessica Langes andre film, som Frances og Sweet dreams, der har hovedpersonens angst og tragedie som tema.
Anbefales til biblioteker. Den har både en fin personfortælling og kan indgå i formidlingen om bl.a. demens.