At skrive

Et virkeligt godt essay fra den afdøde franske forfatter. Temaet og situationen er klassisk for en forfatter - den mere eller mindre selvpåtvungne og nødvendige isolation og ensomhed, der er en forudsætning for at frembringe det nødvendige. Det koncentreres i sætningerne: "Når tusmørket falder på, holder alle rundt om forfatteren op med at arbejde" og "Overalt i verden, når lyset forsvinder, standser arbejdet også". MD skriver dette vilkår ind i en erindring om det sted, hvor denne stærke, men givende situation står stærkest: i det øde beliggende hus Neauphle-le-Chateau. Her bor hun i ti år og får bl.a. færdigskrevet Lol V. Steins henførelse og pendler lidt til det Trouville, der også spiller en central rolle for hende og som spiller en markant rolle i romanen Yann Andrea Steiner. Der er således koncise referencer til det øvrige forfatterskab, men først og fremmest er der tale om koncentreret og glasklar prosa, der utvungent bevæger sig mellem skrivekunstens vilkår, erindring og beskrivelse af de omgivelser, der - sammen med de på skift installerede mænd og det momentvise skarpe politiske engagement - udgjorde inspirationskilden til hendes forfatterskab.

Læs hele vurderingen

Et virkeligt godt essay fra den afdøde franske forfatter. Temaet og situationen er klassisk for en forfatter - den mere eller mindre selvpåtvungne og nødvendige isolation og ensomhed, der er en forudsætning for at frembringe det nødvendige. Det koncentreres i sætningerne: "Når tusmørket falder på, holder alle rundt om forfatteren op med at arbejde" og "Overalt i verden, når lyset forsvinder, standser arbejdet også". MD skriver dette vilkår ind i en erindring om det sted, hvor denne stærke, men givende situation står stærkest: i det øde beliggende hus Neauphle-le-Chateau. Her bor hun i ti år og får bl.a. færdigskrevet Lol V. Steins henførelse og pendler lidt til det Trouville, der også spiller en central rolle for hende og som spiller en markant rolle i romanen Yann Andrea Steiner. Der er således koncise referencer til det øvrige forfatterskab, men først og fremmest er der tale om koncentreret og glasklar prosa, der utvungent bevæger sig mellem skrivekunstens vilkår, erindring og beskrivelse af de omgivelser, der - sammen med de på skift installerede mænd og det momentvise skarpe politiske engagement - udgjorde inspirationskilden til hendes forfatterskab.

Læs hele vurderingen

Skriftens ensomhed, døden, smerten, kærligheden og kunsten er omdrejningspunktet for Marguerite Duras' særegne essays, der især vil vække glæde hos forfatterens inkarnerede fans.

Marguerite Duras' (1914-1996) essaysamling fra 1993 består af fem tekster, der kredser om ét fælles tema: ensomheden og smerten ved at skrive. Duras beretter om skrivningens ensomhed i sit hus i Neauphle, hvor hun skrev sine første bøger, fx Lol V. Steins henførelse. Hun skriver om sin vane med altid at have en flaske whisky med i tasken som middel mod søvnløsheden, og hun giver det råd, at kvinder aldrig bør lade deres elskere læse de bøger, de skriver. Herefter følger et meditationsessay om en ung engelsk pilot, der blev skudt ned på 2. Verdenskrigs sidste dag og begravet i landsbyen Vauville. I teksten kobler Duras dette med tabet af sin egen lillebror, der døde under den japanske krig og endte i en anonym fællesgrav. Kærligheden mellem Dronningen af Saba og den romerske general er afsættet for det 3. essay, og samlingen rundes af med to tekster om henholdsvis ordet "ren" i forbindelse med nazisternes udryddelse af jøderne og en maleriudstilling til Robert Plate.

Også som essayist er Duras fremragende. Den poetiske og skæbnetunge stil og især den dramatiske stemmeføring genkendes tydeligt fra hendes romaner.

I klummesamlingen Sommeren 80Det materielle liv og Det materielle liv kommer Duras ind på lignende emnerI klummesamlingen Sommeren 80 og kommer Duras ind på lignende emner.

Forholdsvis smal udgivelse som anbefales til hoved- og centralbibliotekerne.

Læs hele vurderingen

Skriftens ensomhed, døden, smerten, kærligheden og kunsten er omdrejningspunktet for Marguerite Duras' særegne essays, der især vil vække glæde hos forfatterens inkarnerede fans.

Marguerite Duras' (1914-1996) essaysamling fra 1993 består af fem tekster, der kredser om ét fælles tema: ensomheden og smerten ved at skrive. Duras beretter om skrivningens ensomhed i sit hus i Neauphle, hvor hun skrev sine første bøger, fx Lol V. Steins henførelse. Hun skriver om sin vane med altid at have en flaske whisky med i tasken som middel mod søvnløsheden, og hun giver det råd, at kvinder aldrig bør lade deres elskere læse de bøger, de skriver. Herefter følger et meditationsessay om en ung engelsk pilot, der blev skudt ned på 2. Verdenskrigs sidste dag og begravet i landsbyen Vauville. I teksten kobler Duras dette med tabet af sin egen lillebror, der døde under den japanske krig og endte i en anonym fællesgrav. Kærligheden mellem Dronningen af Saba og den romerske general er afsættet for det 3. essay, og samlingen rundes af med to tekster om henholdsvis ordet "ren" i forbindelse med nazisternes udryddelse af jøderne og en maleriudstilling til Robert Plate.

Også som essayist er Duras fremragende. Den poetiske og skæbnetunge stil og især den dramatiske stemmeføring genkendes tydeligt fra hendes romaner.

I klummesamlingen Sommeren 80Det materielle liv og Det materielle liv kommer Duras ind på lignende emnerI klummesamlingen Sommeren 80 og kommer Duras ind på lignende emner.

Læs hele vurderingen

'At skrive’ er en personlig essaysamling, hvor den franske forfatter Marguerite Duras (1914-1996) beretter om sin skrivekunst, som er gennemsyret af den ensomhed og smerte, hendes liv var præget af. V...

Læs anmeldelse