Den falske brud handler om ægte, vanvittig kærlighed i en ramme af film noir, der her er så sort som sodet samvittighed. Den lanceres i serien Classic cinema collection, og den primære målgruppe er da også instruktørens stadig betragtelige fanskare samt naturligvis frankofile cineaster og filmbuffs generelt. Filmen formelig vrimler med citater og referencer. Krimiplottet, som er hentet fra en roman af William Irish, er imidlertid så interessant, at også yndere af grumsede mysterier med rod i ulykkelig barndom kan have fornøjelse af at stifte bekendtskab med den falske brud.
Den hovedrige fabriksejer Louis Mahé skal møde sin kommende brud. Hun er fundet via en kontaktannonce, og han har aldrig før været sammen med hende. Julie Roussel dukker op. Hun er billedskøn. Men ligner slet ikke pigen på det fotografi, som Louis har fået tilsendt! Der er noget galt, men Louis er så forelsket, at han først ser realiteterne i øjnene, da hans bankkonto er lænset.
Den falske brud, 1970 er tilegnet Jean Renoir, og filmen starter med et citat fra den mesterlige instruktørs "Marseillaisen", 1938. Francois Truffaut er meget bevidst om, hvilke skuldre, som han står på, og her er også en direkte hilsen til den amerikanske instruktør Nicholas Ray, som Truffaut så som en stor auteur. Men ellers springer Hitchcock i øjnene, og i slutningen citerer Truffaut sin egen Skyd på pianisten, 1960.
Ikke en af instruktørens bedste film og principielt undværlig. Dog ikke for sande filmelskere.
