Island ved juletid. Igennem 56 små scener indkapsles det moderne samfund, på godt og ondt. Til dem med interesse i eksperimenterende film.
Vi nærmer os juleaften på Island. Filmen består af 56 tableauer, scener, hvor der ikke klippes inde i den enkelte scene. Der er ingen gennemgående personer og scenerne varierer i længde: fra ganske få sekunder til et par minutter. Kameraet bevæger sig ikke. Vi ser eksempelvis nogle børn, der opfører et juleteaterstykker og forældrene ser det hele igennem deres mobiltelefoner. Vi møder bibliotekaren der tale om hvalkød over telefonen og nogle mænd der drikker øl i en garage. Og meget andet. Små løsrevne fortællinger der tilsammen skaber et billede af vores moderne samfund.
En meget imponerende og anderledes film. Flere af scenerne har man ikke lyst til at forlade igen og så dem gerne "spillet færdig." Men det er også filmens styrke: den fremstår som et ægte fragmenteret stykke af livet. Rent visuelt er filmen enkel, med en kameraindstilling i hver scene, men der er arbejdet meget med lyset og den måde folk bevæger sig. Så det er ikke statisk, men meget levende. Bestemt ikke en film for alle, hvis man da overhovedet kan kalde det en film. Men hvis man har lyst til at blive udfordret og se noget andet, så venter der en meget stor oplevelse der omfavner the human condition.
Det er mest oplagt at sammenligne med, er Roy Anderssons tableau-mesterværk Sange fra anden sal.
