Ingmar Bergmans skelsættende mesterstykke, Gøglernes aften fra 1953, er i dag en klassiker og henvender sig som sådan til et voksent publikum med interesse for filmkunstens store værker. Filmens stilistisk eminente sort/hvide billeder og dens hudflettende skildring af kunstneren som en outsider, der aldrig kan blive en del af det etablerede borgerskab, er stadig en på en gang betagende og rystende oplevelse.
Cirkus Alberti ankommer til en lille by i Skåne, og direktøren, Albert, vil opsøge sin hustru Agda og parrets to drenge, som han ikke har set i tre år. Det huer ikke hans unge, smukke elskerinde, der hævner sig ved at have et forhold til en teaterskuespiller. Cirkus Alberti er økonomisk på fallittens rand, og Albert overvejer at blive hos familien, men hustruen vil ikke mere vide af ham. Efter en sviende ydmygelse i manegen på premiereaftenen, drager Albert og Anne illusionsløse videre med det skrantende cirkus.
Flere af filmhistoriens store instruktørpersonligheder har lavet film om kunstnerens rolle i samfundet og om den pris, som kunstneren ofte må betale for altid at tjene musen på bekostning af familielivet. I Bergmans objektiv er der tale om gøglerens ydmyge og sølle position, mens andre instruktører som Federico Fellini med 8½, 1963 eller John Cassavetes med Opening night, 1977 ligeledes har blik for de tragiske sider, men også hylder de store øjeblikke, hvor alt lykkes og skaber glæde.
Et vægtigt og vedkommende værk, der simpelthen bør stå i enhver filmsamling.
