Græd blot hjerte -

Smuk og væsentlig billedbog, som på nænsom og afklarende vis behandler børns forhold til døden. 4 søskende får besøg af en sortklædt herre, som stiller sin le udenfor døren. De ved, han vil hente deres farmor, men prøver at opholde ham med spørgsmål. Den kappeklædte fortæller en allegori om 2 drenge, Sorg og Gråd og 2 piger, Latter og Glæde. Hver for sig ensomme, hvilket først forløses, da de gifter sig. Siden har glæde og sorg været forbundet, thi hvem glædes over solen uden en regnvejrsdag. Fortællingen klargør for børnene, at med til livet hører døden. Døden personificeres dog på en urealistisk kærlig måde med et hjerte, som banker af kærlighed til livet. Det konstateres med overdreven voksen fornuft, at man ikke må forstyrre livets gang, hvorefter døden sætter farmors sjæl fri. Dødens afsluttende visdomsord "græd blot hjerte, men brist ej" er et lyspunkt i sorgen, hvorigennem børnene finder styrke og trøst, som læseren fint kan få del i. Ill. er flotte konturtegninger farvelagt med vådfarver, og de er medlevende i stregen. Der findes flere tilsvarende gode bøger om emnet f.eks. Jeg glemmer aldrig morfar (2000). Nærværende bog er mest oplagt som højtlæsnings- og samtalebog fra 1. kl. og udmærker sig ved sin poetiske eventyrramme.

Læs hele vurderingen

En dejlig bog der lige fra forsiden griber sin læser om hjertet. Her ses under den dirrende titel Græd blot hjerte en sort tilhyllet skikkelse der på mærkværdig vis udstråler både uhygge og uafvendelig ro ved siden af en lille pige der lægger sin rørende spinkle hånd på Dødens (for det er jo ham). Det er den mest vellykkede bi-bog om døden jeg kan huske at have set. Emnet behandles kontant, smukt og trøsterigt, helt suverænt også i formuleringerne og de fine billeder der med enkle men slående midler sender de helt rigtige følelser i forhold til teksten. Fire børn sidder ved køkkenbordet i et hus hvor deres farmor ligger for døden. For bordenden sidder Døden som børnene prøver at holde hen med kaffe. Den mindste pige, hende fra forsiden, spørger hvorfor farmoren skal dø, og Døden der viser sig at have et varmt hjerte der "banker af dyb kærlighed til livet" fortæller som et svar om søskendeparrene Sorg og Gråd og Glæde og Latter der først finder lykken da de bliver gift og derefter ikke kan leve uden hinanden. Børnene forstår at Døden har ret og lader ham derfor gå ovenpå til farmoren. Da de selv kommer ovenpå er farmoren død, og Døden siger "græd blot hjerte, men brist ej" inden han forsvinder. Forf. og ill. kendes fra Kys mig jeg hader dig.

Læs hele vurderingen

Smuk og væsentlig billedbog, som på nænsom og afklarende vis behandler børns forhold til døden. 4 søskende får besøg af en sortklædt herre, som stiller sin le udenfor døren. De ved, han vil hente deres farmor, men prøver at opholde ham med spørgsmål. Den kappeklædte fortæller en allegori om 2 drenge, Sorg og Gråd og 2 piger, Latter og Glæde. Hver for sig ensomme, hvilket først forløses, da de gifter sig. Siden har glæde og sorg været forbundet, thi hvem glædes over solen uden en regnvejrsdag. Fortællingen klargør for børnene, at med til livet hører døden. Døden personificeres dog på en urealistisk kærlig måde med et hjerte, som banker af kærlighed til livet. Det konstateres med overdreven voksen fornuft, at man ikke må forstyrre livets gang, hvorefter døden sætter farmors sjæl fri. Dødens afsluttende visdomsord "græd blot hjerte, men brist ej" er et lyspunkt i sorgen, hvorigennem børnene finder styrke og trøst, som læseren fint kan få del i. Ill. er flotte konturtegninger farvelagt med vådfarver, og de er medlevende i stregen. Der findes flere tilsvarende gode bøger om emnet f.eks. Jeg glemmer aldrig morfar (2000). Nærværende bog er mest oplagt som højtlæsnings- og samtalebog fra 1. kl. og udmærker sig ved sin poetiske eventyrramme.

Læs hele vurderingen

En dejlig bog der lige fra forsiden griber sin læser om hjertet. Her ses under den dirrende titel Græd blot hjerte en sort tilhyllet skikkelse der på mærkværdig vis udstråler både uhygge og uafvendelig ro ved siden af en lille pige der lægger sin rørende spinkle hånd på Dødens (for det er jo ham). Det er den mest vellykkede bi-bog om døden jeg kan huske at have set. Emnet behandles kontant, smukt og trøsterigt, helt suverænt også i formuleringerne og de fine billeder der med enkle men slående midler sender de helt rigtige følelser i forhold til teksten. Fire børn sidder ved køkkenbordet i et hus hvor deres farmor ligger for døden. For bordenden sidder Døden som børnene prøver at holde hen med kaffe. Den mindste pige, hende fra forsiden, spørger hvorfor farmoren skal dø, og Døden der viser sig at have et varmt hjerte der "banker af dyb kærlighed til livet" fortæller som et svar om søskendeparrene Sorg og Gråd og Glæde og Latter der først finder lykken da de bliver gift og derefter ikke kan leve uden hinanden. Børnene forstår at Døden har ret og lader ham derfor gå ovenpå til farmoren. Da de selv kommer ovenpå er farmoren død, og Døden siger "græd blot hjerte, men brist ej" inden han forsvinder. Forf. og ill. kendes fra Kys mig jeg hader dig.

Læs hele vurderingen