Romantisk drama om to sydkoreanske barndomsvenner der må skilles, da den ene emigrerer med sin familie. Igennem 24 år fortsætter de kontakten on/off, indtil de endeligt mødes i New York.
Na Young og Hae Sung er barndomsvenner og er soulmates. Da Na Youngs forældre emigrerer til Canada, rives de to fra hinanden. De begynder at leve hver deres meget forskellige liv igennem de næste mange år. Na Young flytter til New York og bliver gift, mens Hae Sun uddanner sig til ingeniør, men aldrig rigtigt finder kærligheden. De genoptager kontakten online og lærer nu hinanden at kende via skærmen. Men hvad er det for et forhold de egentligt har til hinanden, og kan det overleve den fysiske adskillelse?.
Romantisk drama der fortæller en rørende og vedkommende historie om to soulmates der skilles af ydre omstændigheder. Skuespil, fotografering, musik og historiens dybde går alle op i en højere enhed og skaber en smuk fortælling om kærlighed, venskab, ensomhed og skæbnen. Filmen er meget prisbelønnet og var bl.a. nomineret til en Oscar for årets bedste film og manuskript.
Filmens stil og langsomme fortælletempo minder på mange måder om Sofia Coppolas mesterværk Lost in translation, så de mange der til stadighed holder af denne film, vil givetvis også nyde oplevelsen med Past lives.
Flot og vedkommende amerikansk/sydkoreansk romantisk drama om nogle af livets store spørgsmål. Filmen er ypperlig kvalitet indenfor sin genre, og er derfor oplagt at indlemme i bibliotekernes samlinger.