Den tjekkiske forfatter Franz Kafkas roman Processen, 1925 er en studie i menneskets ensomhed, angst og fremmedgørelse. Kort sagt: Tilværelsens meningsløshed. Det er tungt stof, men det er Orson Welles' filmatisering fra 1962 ikke nødvendigvis. Filmen er dog sær og for mange svær at holde af. Den henvender sig derfor mestendels til cineaster, der til gengæld får meget at glæde sig over.
Josef K opdager en tidlig morgen, at politiet er i hans værelse. Han er sigtet, under anklage, men får ikke at vide, hvad anklagen går ud på eller hvem, der har indgivet sigtelse. Josef K's dag begynder at antage mareridtets karakter: Han kommer for sent til den proces, som er sat i scene; han møder en mystisk advokat, der fører sine samtaler fra sengen; og flere kvinder synes inddraget i en erotisk dødedans, som Josef K slet ikke kan træde.
Filmen har ingen sluttekster, men instruktøren oplæser skuespillernes navne og ender med: "Jeg spillede advokaten, skrev og instruerede filmen. Mit navn er Orson Welles!" Den selvbevidste Welles kender sit værd, og Processen er tydeligt signeret af en auteur og viser hans visuelle tæft med skæve vinkler og kontrastrige skyggevirkninger, der forstærker det kafkaske mareridt, og som man allerede kender fra debuten Den store mand, 1940. I 1991 instruerede Steven Soderbergh filmen Kafka, der ligeledes emmer af uhygge og paranoia.
Orson Welles (1915-85) er en af filmhistoriens store enere, hvis film alle er interessante og bør forefindes hos sande filmelskere.
