Seks varme, romantiske fortællinger, der alle begynder i den kolde december måned. Her er både kærlighed ved første blik, gammel kærlighed, sorg og savn. For dem der holder af romantik.
I "Et julemirakel", møder vi Simone dagen før juleaften. Hun sidder fast i sin bil og en langturschauffør tilbyder hende, at hun kan få varmen i hans lastbil. I "Lunefuld lykke" er Michael ved at være træt at Tinder-dates, men ved et tilfælde finder han dog spiren til lykke, hvor han mindst venter det, nemlig helt ude på Lars Tyndskids mark. Så møder vi Monika i "Fortidens spøgelser". Hun har svært ved at give slip og give plads til kærligheden. Er hun klar til at lukke en ny mand ind i sit liv? I "Du hører til hos mig" møder vi Karoline. Alting kører for hende, men en eller anden har inviteret ekskæresten med på vennernes årlige skiferie, og det passer i hvert fald ikke ind i Karolines planer. I "Julenissen" møder vi Asta, der har et knust hjerte, men hendes nisse på arbejdet hjælper hende, med små søde handlinger og gaver i december. I "Minder om et lille lys" møder vi den unge Mateus, der hjælper en ung hingst tilbage til sin fold og dette bliver starten på hans livs eventyr.
Fine varme kærlighedsfortællinger, der hver især byder på noget forskelligt. Kan læses året rundt, men er især oplagt i december under et tæppe med en kop varm kakao.
En anden novellesamling om kærlighed, der også tager sin begyndelse i julemåneden er Sammenflettede julehjerter.
Anbefales alle steder.