Stille dage i Aalborg : små erindringsforløb

Bjarne Nielsen Brovst fortsætter sine små fortællinger om sit liv. Efter de mange bind om barndommen er vi nu nået til 5. bind i "Små erindringsforløb", om hans ungdom, som bringer os til Aalborg lige inden ungdomsoprøret. De velfortalte små historier vil fryde Brovsts trofaste, ikke helt unge læsere.

I 1965 flytter den unge Bjarne fra barndommens Brovst. Han vender familien, blikvarefabrikken og de lokale fodboldkammerater ryggen for at møde verden og få opfyldt drømmene om en skuespillerkarriere og ikke mindst Gudrun. Det er det helt enkle, der bærer historierne, men læst i sin helhed får man også et kig ind i en tid, hvor unge menneskers drømme blev holdt i kort snor, og hvor den almindelige omgang mellem unge, var helt forskellig fra det, vi møder i dag.

Brovst mestrer som få at få den stille, mundtlige fortælleform til at fungere på papir. Der er noget lunt sagtmodigt over hans fortællinger fra årene 1965-67, hvor han boede alene for første gang i sit liv. Arbejdet på Hotel Hafnia er ikke noget at skrive hjem om, og de skuespillerdrømme, han bærer i sig, fungerer heller ikke rigtigt, men vi har ikke ondt af ham af den grund, for den unge Bjarne suger til sig med alle sanser, og så har han jo sin Gudrun. De lidt ældre vil nyde gensynet med livet i provinsen for mange år siden.

I Min barndom i 60'erne fortæller en gruppe mennesker, der er lidt yngre end Bjarne Nielsen Brovst, om de samme år.

Læs hele vurderingen

Bjarne Nielsen Brovst fortsætter sine små fortællinger om sit liv. Efter de mange bind om barndommen er vi nu nået til 5. bind i "Små erindringsforløb", om hans ungdom, som bringer os til Aalborg lige inden ungdomsoprøret. De velfortalte små historier vil fryde Brovsts trofaste, ikke helt unge læsere.

I 1965 flytter den unge Bjarne fra barndommens Brovst. Han vender familien, blikvarefabrikken og de lokale fodboldkammerater ryggen for at møde verden og få opfyldt drømmene om en skuespillerkarriere og ikke mindst Gudrun. Det er det helt enkle, der bærer historierne, men læst i sin helhed får man også et kig ind i en tid, hvor unge menneskers drømme blev holdt i kort snor, og hvor den almindelige omgang mellem unge, var helt forskellig fra det, vi møder i dag.

Brovst mestrer som få at få den stille, mundtlige fortælleform til at fungere på papir. Der er noget lunt sagtmodigt over hans fortællinger fra årene 1965-67, hvor han boede alene for første gang i sit liv. Arbejdet på Hotel Hafnia er ikke noget at skrive hjem om, og de skuespillerdrømme, han bærer i sig, fungerer heller ikke rigtigt, men vi har ikke ondt af ham af den grund, for den unge Bjarne suger til sig med alle sanser, og så har han jo sin Gudrun. De lidt ældre vil nyde gensynet med livet i provinsen for mange år siden.

I Min barndom i 60'erne fortæller en gruppe mennesker, der er lidt yngre end Bjarne Nielsen Brovst, om de samme år.

Anskaffes som tidligere bind. Husk på serien, når I møder nye lånere, der er lidt oppe i årene.

Læs hele vurderingen