Træk gardinerne for og sluk lyset, for nu skal uhyggen brede sig. Her er både onde ånder, væsner fra glemte æoner og uforståelig menneskelig ondskab og du er fanget i midten af det hele. Fra 13 år.
The nightmare box vol 1 og 2 er to samlinger af en række indie gyserspil. Der er tre gyserspil i hver samling: Vol 1 indeholder: Project nightmares - Case 36, Henrietta Kedward, No son of mine og Remorse - the list mens Vol 2 indeholder Burnhouse Lane, Dagon og Anglerfish. Spillene er for det meste 1. persons gyserspil, men der er undtagelser, som adventurespillet Burnhouse Lane og det eksperimenterende Anglerfish, hvor spillets omgivelser ændrer sig hver gang man dør. Spillene har tidligere været udgivet digitalt.
Spillene svinger meget i kvalitet og ikke mindst i den grafiske fremtoning, fra den næsten tegneserieagtige stil i Anglerfish til realistisk 3D i Dagon (der for resten er baseret på H.P. Lovecrafts historie af samme navn). Om man kan lide de enkelte spil kommer an på smag og behag, men der er nok at vælge imellem og der er både helt klassisk 3D 1. persons gys på en hjemsøgt skole i No son of mine til det mere eksperimenterende i Anglerfish. Der er både jump scares og snigende psykologiske horror. Fælles er at de er relativt korte og kan gennemføres på en enkelt eller to aftener. Pegi 18. På engelsk.
Der er mange lignende indie horrorspil til PS5, men kun få at dem får fysiske udgivelser som fx Among ashes (Playstation 5).
Horror er altid populært og her får man seks spil på to skiver. Der er lånere til spillene og de kan bruges i både store og små samlinger.