Jeg tæller timerne : monolog for en kvinde fra Sarajevo

Dalager nævner til indledning, at dette drama delvist er baseret på en dagbog ført af Tatjana Protrka i det belejrede Sarajevo. Det kan være en afgrundene til, at det fungerer overbevisende.En anden årsag kunne være, at man jo kender alle disse ting fra reportagerne i TV: kugleregnen, de døde, de sammenstyrtende huse, sygdomme, de manglende fornødenheder. - Det er et lille dramatiskkup at lade kvinden, stykkets eneste person, fortælle sin historie til en 'tændstikmand', hun har tegnet på væggen i et kælderrum, afsondret, det fungerer, man tror på fiktionen. Der kan væremindelser om Becketts Glade dage i stykket, i hele grundsituationen, men forskellen er, at hvor Beckett fortæller om selve livet, fortæller Dalager om en konkret katastrofe lige uden for Europasbagdør, og hans kvindes monolog er omtrent et katalog over det, vi godt ved, men ikke for alvor har reageret på endnu. Formen (monologen) gør, at dramaet er meget velegnet som læsedrama, og man kannæppe læse det uden atføle sig ramt: kvindens tragedie bærer også vi skylden for.

Læs hele vurderingen

Dalager nævner til indledning, at dette drama delvist er baseret på en dagbog ført af Tatjana Protrka i det belejrede Sarajevo. Det kan være en afgrundene til, at det fungerer overbevisende.En anden årsag kunne være, at man jo kender alle disse ting fra reportagerne i TV: kugleregnen, de døde, de sammenstyrtende huse, sygdomme, de manglende fornødenheder. - Det er et lille dramatiskkup at lade kvinden, stykkets eneste person, fortælle sin historie til en 'tændstikmand', hun har tegnet på væggen i et kælderrum, afsondret, det fungerer, man tror på fiktionen. Der kan væremindelser om Becketts Glade dage i stykket, i hele grundsituationen, men forskellen er, at hvor Beckett fortæller om selve livet, fortæller Dalager om en konkret katastrofe lige uden for Europasbagdør, og hans kvindes monolog er omtrent et katalog over det, vi godt ved, men ikke for alvor har reageret på endnu. Formen (monologen) gør, at dramaet er meget velegnet som læsedrama, og man kannæppe læse det uden atføle sig ramt: kvindens tragedie bærer også vi skylden for.

Læs hele vurderingen