Verdens 25 bedste rock- og popalbums. Vol. 1 : 1952-75

Det er sin sag at leve op til den absolutte titel inden for noget så smags- og følelsesladet som rock og pop, og min første reaktion, da jeg så indholdsfortegnelsen var, at det kan han da ikke mene! At vælge Carpenters og ikke Grateful Dead og hvorfor netop den Beatlesplade? Til gengæld skal man ikke læse mange sider før man lader sig fange ind af Lynggaards meget vidende og meget overbevisende argumentation. Han erkender selv subjektiviteten, og mange af pladerne siger måske mere om forfatterens situation, da han hørte dem første gang, men han løfter alligevel teksten langt ud over det personlige og – hvad er imponerende – han giver i hvert fald denne læser lyst til at høre hvert eneste album med nye hørebriller. Perioden går fra Hank Williams til Patti Smith og dækker europæisk og amerikansk hvid musik. At dansk musik er fravalgt er forståeligt, men at afroamerikansk mangler (med den begrundelse, at den fortjener sin egen beskrivelse) virker uforståeligt og gør, at fx Jimi Hendrix skrives ud af sammenhængen. Bortset fra det er det en overbevisende bog, der med 4 tætte sider til hvert album formår at lave en musikhistorie, ganske vist ifølge Lynggaard, men han er ikke den værste at følge. Bagest faktaoplysninger om de valgte albums.

Læs hele vurderingen

Det er sin sag at leve op til den absolutte titel inden for noget så smags- og følelsesladet som rock og pop, og min første reaktion, da jeg så indholdsfortegnelsen var, at det kan han da ikke mene! At vælge Carpenters og ikke Grateful Dead og hvorfor netop den Beatlesplade? Til gengæld skal man ikke læse mange sider før man lader sig fange ind af Lynggaards meget vidende og meget overbevisende argumentation. Han erkender selv subjektiviteten, og mange af pladerne siger måske mere om forfatterens situation, da han hørte dem første gang, men han løfter alligevel teksten langt ud over det personlige og – hvad er imponerende – han giver i hvert fald denne læser lyst til at høre hvert eneste album med nye hørebriller. Perioden går fra Hank Williams til Patti Smith og dækker europæisk og amerikansk hvid musik. At dansk musik er fravalgt er forståeligt, men at afroamerikansk mangler (med den begrundelse, at den fortjener sin egen beskrivelse) virker uforståeligt og gør, at fx Jimi Hendrix skrives ud af sammenhængen. Bortset fra det er det en overbevisende bog, der med 4 tætte sider til hvert album formår at lave en musikhistorie, ganske vist ifølge Lynggaard, men han er ikke den værste at følge. Bagest faktaoplysninger om de valgte albums.

Læs hele vurderingen