Fængslende fortælling om en familietragedie. Da faderen dør, vender Aida tilbage til sin barndoms-ø ud for Siciliens kyst. Aida har ikke set sin mor og sine ældre søstre siden den sorgfulde nat for snart mange år siden. Hvad skete der med lille Mimi? For læsere af fabulerende samtidsromaner.
Fortællingen følger kvinden Aida Salvatore, der lever et stille og uanseligt livi Palermo. Da hendes strenge og operaelskende far, Salvatore Salvatore, dør og skal i jorden, må Aida vende hjem til fødeøen Iazza. Genforeningen med søstrene Gilda og Violetta, og deres demente mor, Silvia, river op i de forgange års familiesorger.15 år tidligere indvilligede Aida modstræbende i at tage sin seksårige lillesøster Mimi med til karneval i Iazza. Men Mimi forsvandt og kom ikke hjem igen. Intet blev nogensinde det samme igen, og kort efter den nat blev Aida bortvist hjemmefra. Men hvad ved øsamfundets enfoldige Pippo om, hvad der blev af lille Mimi? Véronique Ovaldé (f.1972) har også udgivet fx Ingen er bange for folk, der smiler.
Fantasifuld, mystisk og rørende roman om skyld, sorg og hævn og en historie, der gennemsyres af modsætninger - skygge og sol, liv og død, had og kærlighed. Fortællingens alvidende eksplicitte fortæller kommenterer løbende på handling og karakterer, som, koblet med et poetisk sprog, tilfører romanen et æterisk strejf af eventyrlighed. En perle af en roman med en appellerende forside.
Da Audrey Wilde forsvandt omhandler også en tragisk forsvinden.